Om vold

Her på siden finder du viden omkring vold.

Viden
om vold.

Er du i et
voldeligt forhold?

Hvad kan
du gøre?

Viden om vold

Vold har mange udtryk. Vold bruges til at kontrollere og udøve magt over andre mennesker.

Voldsudøveren bruger vold til at håndtere sine egne vanskelige følelser og volden giver ham en fornemmelse af værdighed og styrke.

Vold er ikke en tilfældig handling, hvor voldsudøveren mister kontrollen over sig selv. Der er mange tegn på, at der en hensigt med volden:

  • Han er ikke voldelig overfor andre
  • Han har kontrol over, hvornår han slår dig eller øver anden slags vold – og han gør det kun når I ikke er sammen med andre
  • Han har kontrol over hvor på kroppen han slår dig, ofte på steder hvor det ikke kan ses
  • Han er voldelig eller truer med vold når han vil bestemme, hvad du må sige eller gøre, hvem du må mødes med eller andet som ikke passer ham
  • Han siger, der er noget galt med dig og han har ret til at bestemme, hvordan du skal være og se ud
  • Han giver dig skylden for at han er voldelig

Er du i et voldeligt forhold?

I begyndelsen af forholdet er alt godt og dejligt imellem jer. I den næste fase begynder han at blive utilfreds, måske jaloux, han begynder at ville kontrollere dig. I denne fase er det psykisk vold du udsættes for; f.eks. vil han bestemme, hvad du må bruge dine penge på, hvem du mødes med, hvad tid du skal komme hjem osv. Du vil sikkert glatte ud og gøre hvad du kan, for at undgå skænderier og konflikter.

Efter et stykke tid med konflikter og spænding bliver han fysisk voldelig – det kan ske en enkelt gang eller gentage sig over en længere periode.

Efter den voldelige fase er han ked af, at han har været voldelig, han fortryder, beder om tilgivelse og lover, at det ikke vil ske igen. Han bliver tit den gode gamle dejlige mand igen. Og det giver dig håb om, at det nok skal blive godt igen.

Men, du vil opleve at han igen begynder at blive utilfreds med dig, begynder at kontrollere dig og børnene og cirklen starter forfra. Over tid vil du opleve at de voldelige perioder bliver længere og voldsommere, og de gode perioder kortere og kortere.

Hvad kan du gøre?

Når du har et forhold til en voldelig mand, udvikler du forskellige overlevelsesstrategier for at passe på dig selv og dine børn. Måske fortrænger eller undskylder du, at han er voldelig, måske tænker du det var et uheld, eller at han ikke mente det så slemt. Måske har han haft en svær opvækst, og du synes det er synd for ham, at han har det sådan.

Efterhånden bliver det umuligt for dig at blive ved med at undskylde, at han er voldelig overfor dig. Langsomt opdager du, at du har svært ved at skelne imellem hvad der er normal og hvad der voldelig adfærd.

Du kan føle skam og få svært ved at mødes med andre mennesker. Måske har venner, familie og kollegaer svært ved at forstå din situation, måske de ligefrem er fordømmende overfor dig. Derfor er det tit nemmere at blive hjemme. Hvis du har isoleret dig fra familie og venner og du bruger rigtig meget tid sammen med din voldelige partner, sker det tit, at du overtager hans meninger og begynder at forstå volden ud fra hans synspunkt.  Du stoler mindre og mindre på din egne meninger og holdninger. Du oplever, at dit selvværd bliver lavere og lavere jo længere du har været i forholdet og du har svært ved at tro på et liv uden vold.

Har du brug for hjælp til den situation du er i, kan du altid kontakte:

Haderslev Krisecenter
Tlf. 74 52 80 25